En første klasses bustur

Hvis man kører i bus tager turen fra La Ciudad de Guatemala til Quetzaltenango / Xela omtrent 4 timer.
Der er forskellige muligheder. En af dem er Alamo som har busafgange mellem de to byer flere gange dagligt og som jeg har fået anbefalet fra flere kilder, uafhængigt af hinanden.
En enkelt koster 32 quetzales ( ca. 29 kr.) så taxaen til Alamos kontor i Zone 1, hvorfra bussen kører kan nemt blive dyrere, afhængigt af hvilket selskab man kører med / ens forhandlingsevne.
Jeg tager en af de gule taxier som kører efter taxameter og slipper med 27 quetzales.
Alamo kører med “luksusbusser” – dvs. udrangerede og temmelig nedslidte nordamerikanske greyhoundbusser – og selskabet adskiller sig fra de sædvanlige “kyllingebusser” ved at kunne tilbyde faste pladser, højere siddekomfort og køresikkerhed.
Det er i al fald ikke mit indtryk at chaufførerne kører ligeså dumdristigt (læs: vanvittigt) som dem i Kyllingebusserne.
Pladserne sælges efter først til mølle princippet så det er en god ide at reservere og købe billet på forhånd ellers havner man på en plads bagerst i bussen.

Når man ankommer til Alamos kontor i Zona 1 er der mulighed for at sidde ned og vente på plastiksæder langs væggen indtil bussen åbnes. Ventetiden kan fordrives med at studere skilte som på engelsk og spansk advarer mod tyve og mod at lade ens bagage ude af syne.
Går man på toilettet forbyder et andet skilt at medbringe bagagen.
En bevæbnet vagt kontrollerer omhyggeligt billetterne inden man stiger op i bussen.
Når det er afgangstid kører bussen rundt om det nærmeste hjørne. Her, ude af syne fra kontoret, standser den igen, døren åbnes, og passagerer vælter – uden kontrol – ind i bussen.
På vej ud af byen stopper bussen for at samle passagerer op flere steder.

Så snart sidste plads er fyldt, sættes farten op. Der skrues op for musikanlægget og hidsig merengue fylder bussen. Speederen trædes i bund og i svingene er det med at gribe fat i stoleryggen foran for ikke at vælte over i skødet på manden i sædet ved siden af. Han sidder nemlig og klistrer med en halvsmeltet flødeis som han købte ved sidste stop.

Så går det ellers derudad hele vejen til Xela. Vejen til Xela går gennem det Guatemaltekiske Højland og udsigten fra vejen gennem skyerne ned til de mange landsbyer vi passerer er imponerende. Landskabet veksler mellem træklædte områder og opdyrkede marker med grønne majsplanter i alle størrelser. Selv på de mest umulige stejle skråninger er der bønder som forsøger sig, hver ledig plet udnyttes.

Vi kører på den interamerikanske landevej op mod den Mexicanske grænse og standarden er ok på det meste af strækningen. Ca. 50-60 km fra hovedstaden kommer der dog et stykke som “man” tilsyneladende har “glemt” og hvor hastigheden må reduceres betragteligt. Busser og biler bumper 2-3 km henover et sandet stykke vej der lige mangler den sidste finish – asfalten f.eks. – og denne strækning efterfølges af 30-40 km landevej med huller så store som bombekratere…
Når man har passeret denne strækning er man overbevidst at bussen også holder til de sidste timers kørsel. Hastigheden sættes op og der går igen derudaf.
Heldigvis har alle chauffører – også dem i Alamos busser – deres egen skytshelgen (I dagens bus er det tilsyneladende Jomfruen af Guadelupe) og det er måske årsagen til at jeg med en hvis lettelse kan stige af bussen udenfor Alamos kontor i Xela godt mørbanket efter 4 timers “luksusbus”.

Skriv kommentar -

Poster der ligner : Guatemala - På spansk skole i Xela - -

Indrykket : 3. maj 2003 - (Læst 440 gange)

*

Skriv en kommentar

om

Rejseblog - Breve, postkort, dagbogsnoter

"The future is already here. It's just unevenly distributed." W. Gibson

cookies

Rejseblog anvender både 1. parts- og 3. parts cookies. Besøg på Rejseblog forudsætter at du er indforstået med anvendelsen af cookies.

Creative Commons Navngivelse - Ikke-kommerciel - Del på samme vilkår 2.5  Licens Rejseblog is powered by WordPress etc.

Valid XHTML, Valid CSS,

Rejseblog : http://www.bo-k.dk/rejseblog/index.php