Montezumas hævn

Fordøjelsen og især problemer forbundet hermed, må være det hyppigste samtaleemne her i landet.
Det kræver allerede i sig selv sin mave at skulle vænne sig til den lokale kost, men selv hvis maven mestrer denne udfordring truer et hav at parasitter, amøber, orm og bakterier tilsyneladende.
Til introduktionsmødet på skolen og i de papirer vi får udleveret ved ankomsten er der en række gode råd: drik ikke vandet, køb ikke frugt og andre madvarer på gaden osv. Råd man kan så kan forsøge at overholde. Men man skal jo også opleve lidt…
Maveproblemer er i al fald et tilbagevendende samtaleemne og ikke blot studerende mand og mand (m/k) imellem, men også blandt de indfødte lærere, som man ellers skulle tro var både hærdede og rutinerede i at omgås de ernæringsmæssige risici…
Hylderne i apotekerne og supermarkederne bugner da også med alskens mirakel midler mod maveproblemer.
Et af midlerne synes jeg at kunne erindre fra en fjern barndom (?) : flasker med et lyserødt / pink fluidum Pepto-Bismol som ifølge etiketten på forsiden kan klare lidt af hvert: Acidez, Indigestion, Náusea, Diarrea og Malestar Estomacal.
Det er måske rigtigt og jeg erhverver mig en flaske. Den er sikkert rar at have i baghånden.
Vurderet ud fra farven må den i al fald være effektiv.
Tæt ved skolen – på Diagonal 2 – ligger en lille klinik / hospital hvor man kan få analyseret det der bliver tilovers når man har spist og fordøjet.
Adskillige studerende tager vejen forbi for at banke på den sortlakerede port og fremstamme det forløsende ord “prueba”, når lemmen i porten åbnes indefra.
Så får man udleveret et lille sterialiseret glas med skruelåg, ca. på størrelse med dem man kan købe pesto i, i Fakta, hjemme i Danmark. Og så er det ellers op til ens egen improvisationsevne og opfindsomhed at få anbragt den omtalte “prueba” i glasset og få det afleveret til nærmere eksamination.
Ved afleveringen betaler man 17 quetzales og kan så to timer senere afhente en blanket med en udførlig tilstandsrapport.

Prueba

Jeg kan ikke lade være med at sende en medfølende tanke med til den person der har til opgave at foretage analyserne. Men det er jo meget rart at være på den sikre side.
En lærer på skolen er samtidig uddannet sygeplejerske. Jeg viser hende tilstandsrapporten for at være sikker på jeg har forstået alt, og hun gratulerer mig med et stort smil med det gode resultat.
Ikke alle er lige heldige, og nogle må underkastet sig skrappe medicinkure.
Heldigvis er medicinen frit tilgængelig uden besværlige recepter – hvis man ellers ved hvad man skal have.
Det er dog ikke ligegyldigt hvilket apotek man besøger. Der er både de dyre som forhandler importeret medicin og de billige – Farmacia de la comunidad – som forhandler lokalt fremstillet medicin med de samme virksomme stoffer men uden prangende indregistrede handelsnavne.
Men ellers kan man jo forsøge sig med en kur med Jacaranda te. En kur med et glas af den bitre te på tom mave før hvert måltid i et par dage skulle efter sigende være ganske effektiv. Spørg mig ikke hvilke virksomme eller skadelige stoffer teen indeholder…

Skriv kommentar -

Poster der ligner : Guatemala - På spansk skole i Xela - -

Indrykket : 13. maj 2003 - (Læst 555 gange)

*

Skriv en kommentar

om

Rejseblog - Breve, postkort, dagbogsnoter

"The future is already here. It's just unevenly distributed." W. Gibson

cookies

Rejseblog anvender både 1. parts- og 3. parts cookies. Besøg på Rejseblog forudsætter at du er indforstået med anvendelsen af cookies.

Creative Commons Navngivelse - Ikke-kommerciel - Del på samme vilkår 2.5  Licens Rejseblog is powered by WordPress etc.

Valid XHTML, Valid CSS,

Rejseblog : http://www.bo-k.dk/rejseblog/index.php