Til Playa Monterrico

Mandag er der nationaldag. Dvs. fridag!
Vi benytter den forlængede weekend og tager en tur til stranden, til Playa Monterrico, der efter sigende skulle være et af de mest idylliske steder på Stillehavskysten beliggende en 30-40 km øst for Puerto San José og to-tre-fire timers kørsel fra hovedstaden (alt efter befordringsmiddel og mængden af trafikpropper).
Det er ganske vist regntid og dermed måske ikke den mest optimale årstid til strandudflugter, men en udflugt fra de danske sommertemperaturer i hovedstaden til tropevarmen i lavlandet ved Stillehavskysten er vel værd at tage med, også selvom det kunne gå hen og blive lidt overskyet.

Bådeanløb Monterrico, september 2003
Bådeanløb Monterrico, september 2003

Ikke mindst når turen kan gøres på få timer og man har en forlænget weekend foran sig.
Der er forskellige busmuligheder men vi har fået anbefalet at tage med en af busserne fra hovedstaden til El Salvador der kører via Taxisco og så skifte til en lokal bus her. Det er hurtigere end Kyllingebusserne (og helt sikkert mere bekvemt!) .
Bussen – ‘El Condor’ kører fra 1. Calle 4-47 i Zone 9, kl 11 og lørdag ankommer vi i Taxa til afgangstedet ca. 30 minutter inden afgang.
1. Calle i Zone 9 viser sig at være en farverig butiksgade med masser af liv og alle mulige varer til salg. Trillebører og sækkevogne, t-shirts, ure, frugt og grønt og – ja kort sagt lidt at hvert.
Bussen holder parkeret med bagenden op mod det kombinerede buskontor og ventesal og så snart taxa’en holder stille forsøger en medhjælper fra selskabet at rive den låste bildør op for at få os og vores bagage gelejdet ind i anonymiteten. Især vores bagage.
Temmelig anmassende. Vi ignorerer, selvom det sikkert er en velment sikkerhedsforanstaltning.
Mens vi venter på afgang oppe i bussen stiger forskellige gadesælgere ombord for at forsøge lykken. 1. Calle byder åbenbart på en overflod af især sælgere af armbåndsure.
De har alle arrangeret urene dekorativt over venstre hånd og underarm.
Fra flere ure dingler diskrete mærkesedler – Seiko, Citizen, Timex, Swatch eller hvad det nu hedder – og jeg kommer af en eller anden grund til at tænke på ham der en dag ringede på vores dør for at forhøre sig om vi måske lå inde med nogle tomme parfumeflasker.
Nogle dage senere var det vist ham vi så ved et busstoppested i færd med at sælge – parfume(?) – til ventende buspasagerer…
(Nej det var ikke nogen af vores flasker!)
En kvinde på sædet skråt til venstre foran mig har fattet interesse for et armbåndsur med en tyk glasskive og sidder og kigger drømmende på uret, som hun holder foran sig i begge hænder.
Sælgerens stemme er blød og indsmigrende.
Det er en nærmest intim situation og det er måske derfor jeg aldrig når at opdage om handelen fuldbyrdes. Jeg koncentrerer mig istedet blufærdig om den Nuestro Diario som jeg lige har købt formedelst 1,50 Quetzales (ca. 1,25 dkr).

Calle Principal
Calle Principal

Nuestro Diario er en af de lettere aviser, med store overskrifter og masser farvefotos. Velegnet “læsestof” når ens spanske læsekundskaber ikke er på toppen.
Vi er en del i denne situation. I al fald reklamerer Nuestro Diario med at den har 750.000 læsere,
Over 32 sider diverterer den os dagligt med en kulørt blanding af sportsstof, celebrity sladder samt de seneste forbrydelser og ulykker, krydret med et par enkelte siders politisk stof, måske for at opretholde avisillusionen. Alt selvfølgelig iblandet masser af de annoncer, der reelt betaler for avisen.
Blandt dagens indhold er historien om en bilist der er skudt i zona 10, en sikkerhedsvagt der er henrettet af et bandemedlem fordi han “blandede sig” i en af bandens røverier, et overfald på far og søn, et skelet – formentlig fra en kvinde – fundet i en hule ved Chimaltenango, en to årig pige som har hugget benet over med en machete, et to siders farvefoto (‘lige til at hænge op’) af et fodboldhold – friske gutter med et kækt smil på læben – og et to siders opslag – primært billeder :) – om de 22 kvindelige kandidater til “Reina Nacional de las Fiestas de Independencia”.
Sørme om ikke der også er en notits om jagten på den svenske udenrigsministers morder (mordet forudsættes åbenbart læserne bekendt).
Det er sin sag at få en stor bus gennem 1. Calle og de omliggende smalle gader der er fulde af boder, salgsudstillinger, gadesælgere og deres kunder, men det lykkes. Måske ikke mindst fordi chauffør medhjælperen ikke blot nøjes med at råbe eder og forbandelser ud af den halvåbne dør med en hæs brugt stemme. Næh han er ikke bleg for at stige af bussen og løbe i forvejen for at bane vej og dirigere – dvs. stoppe – den tværgående trafik.

Valgkamp - september 2003
Valgkamp – september 2003

På vej ud ad hovedstaden og i de følgende byer vi kører igennem gøres der store bestræbelser for at fylde bussen op. Bestræbelser der lykkes i en grad så hele mellemgangen efterhånden er fyldt med stående passagerer.
Undervejs støder vi på politiets vejkontroller og så får alle de stående passagerer tavlt med at komme ned på hug, så de ikke kan se udefra. Til sidst klapper fælden dog, bussen stoppes og chaufførmedhjælperen må atter i aktion.
Han griner smøret på spørgsmålet fra en medpassager om det blev “de sædvanlige 40 quetzales” da han et par minutter efter returnerer til bussen.
Efter et par timers kørsel bliver vi sat af ved broen udenfor Taxisco og går de 100 meter i bagende sol op til stoppestedet for den lokale bus til La Avellana. Og bussen kommer faktisk, efter kun små 15 minutters ventetid.
Der er bare et problem. Den er mere fyldt end de små dåser med sardiner i pikant chilisovs som jeg af og til køber i supermarkedet.
Vi bliver sendt til hen til bagenden og stirrer op i et tæt mylder af fyldte bukseben og sko, da døren åbnes. Det ser håbløst ud. Vi opgiver – næsten.
Havde det været en Københavnsk myldretidsbus havde passagerne været fastfrosset i lad egocentrisk ligegyldighed, men her klemmer man sig gerne sammen og giver plads, selv når det er ubekvemt for en selv, og det er to blege gringoer fra et koldt ugæstfrit land mod nord der beder om plads. En hjælpende hånd griber fast i rygsækken, døren lukkes bag os og bussen kan fortsætte kørselen.
Jeg har formentlig fået bussens bedste ståplads allerbagerst. Med støtte til ryggen og med hænderne fast om det greb der løber under bussens loft har jeg udsigt til en skov af arme, hænder og hoveder hele vejen op gennem bussen, lige op til chaufføren og den tankevækkende tekst “Siempre Cubanita” skrevet ovenover forruden i hele bussens bredde.
Det virker lige forunderligt hver gang at så mange Guatemaltekere kan rummes i en udrangeret Nordamerikansk skolebus dimensioneret til skolebørn i de absolut yngste klasser.
Tre voksne klemt sammen på hvert to-børns sæde er normen. Og med børn poppende op overalt. I armene, på skødet eller bare stående med fødderne plantet på sædet et eller andet sted mellem lårene på de siddende.
Ståpladserne ud mod vinduerne lader til at være specielt populære. Her er der lige plads til to stående børn ved siden af hinanden. De står med hovederne i præcis højde til at kunne kigge ud ad de åbne vinduer. Og så får de håret gennemblæst af den friske varme havluft der strømmer ind når bussen kører. En havluft der også når ned til os allerbagerst i bussen og gør vores ophold der udholdeligt.

Playa Monterrico September 2003
Playa Monterrico September 2003

Efter en lille halv time når vi La Avellana hvorfra vi skal med båd gennem Mangrovesumpen det sidste stykke vej til Monterrico.
Tæt ved Monterrico ligger et naturreservat hvor der opdrættes truede dyrearter som krokodiller og skildpadder, men det eneste dyreliv vi konfronteres med på sejlturen er et par spinkle hvide hejrer som flakser forvirret op da båden passerer. Krokodillerne hygger sig åbenbart i reservatet.
Da båden lægger til kan vi stige i land og gå op gennem hovedgaden – Calle Principal – en hullet jordvej, fuld af fritgående høns, samt hunde og grise i alle størrelser.
De små huse ligger tilbagetrukket med tage af palmeblade og nedenunder i skyggen masser af hængekøjer hvorfra en og anden beboer kigger dovent ud på os.
Indimellem er der boder med badetøfler, kokosnødder og kulørte shorts.
Vi finder vores hotel og når lige at ane Stillehavet for enden af Calle Principal inden vi går ind for at stille vores bagage.

Skriv kommentar -

Poster der ligner : Guatemala - Med bus til Monterico - - - -

Indrykket : 14. september 2003 - (Læst 523 gange)

*

Skriv en kommentar

om

Rejseblog - Breve, postkort, dagbogsnoter

"The future is already here. It's just unevenly distributed." W. Gibson

cookies

Rejseblog anvender både 1. parts- og 3. parts cookies. Besøg på Rejseblog forudsætter at du er indforstået med anvendelsen af cookies.

Creative Commons Navngivelse - Ikke-kommerciel - Del på samme vilkår 2.5  Licens Rejseblog is powered by WordPress etc.

Valid XHTML, Valid CSS,

Rejseblog : http://www.bo-k.dk/rejseblog/index.php