Elvis Forever

Fornylig kunne man i avisen læse at der mangler ca. 1.6 mill boliger i hele Guatemala, hvor 55% af alle boliger på landet og 13,5% i byerne er udstyret med jordgulv og 75% af boligerne på landet og 22% i byerne i bedste fald råder over et latrin, men for flertallets vedkommende ikke engang det.
Grand Tikal Futura rejser sig af skilteskoven og de omliggende et og to-etagers byggerier på Rosevelt på venstre hånd når man kører ud af Guatemala City i retning mod Mixco, Antigua og den Mexicanske grænse. Og Grand Tikal Futura minder om at pengene til at bygge for er tilstede. De bliver bare brugt til noget andet end boliger.
Det er et gigantisk center i glas, stål og beton med forretninger, hotel, biografer, restauranter og parkeringskældre som i sin fremtræden og form minder om en vis triumfbue i Paris.
Torsdag giver Elvis koncert et eller andet sted inde i betonen.
Vi parkerer vores bil i den enorme parkeringskælder og noterer mekanisk skriften på væggen: “Sotano 1, N8” i håb om senere at kunne finde tilbage.
Nu finder vi en elevator og kører med et par etager op i bygningskomplekset og ender i noget der viser sig at være en kæmpe hotelvestibule. Vestibulen rejser sig 5,10,15 (?) etager over os med åbne, indvendige svalegange der giver adgang til de mange hotelværelser.
Her er bløde tæpper, blanke stengulve, dybe lænestole, tonet glas og dæmpet belysning. Folk er velklædte og velplejede. Det er en parallel verden som er ligeså fjern fra den der findes på den anden side af de tykke glasvinduer som Det ydre mongoli er fra Danmark.
Et sted sidder nogle fyre og snakker. En af dem spiller guitar. Måske nogle af Elvis’ musikere? Eller var det Elvis selv med guitaren?
Men ethvert tilløb til larm eller højrøstet samtale forsvinder i hvid støj, suges op og ind af ventilationsanlægget for at blive spyttet ud et eller andet sted på bygningens bagside.
Det er selvfølgelig ikke her der er koncert.
Vi bliver vist ned til bunden af bygningen hvor betonen stadig står rå og ubehandlet. Her finder koncerten sted. I et stort aflangt rum, der minder om en tom flyhangar, er scenen opstillet i midten på den ene langside, omkranset af gigantiske videoskærme så man kan følge med i hvad der foregår deroppe uanset hvor man opholder sig i rummet.
Der er opstillet borde og stole og rummet er inddelt i sektioner. De bedste og dyreste pladser foran scenen, de billige til højre og venstre.
En kvinde, klædt i en mørkeblå dragt der ligner dem stewardesserne i flyselskaberne bærer, kaster et blik på billetterne og viser os vej til en af de billige sektioner, til højre for scenen, hvor vi finder et par stole.
Efter opvarmningsband og et par musikvideoer på storskærmene dæmpes lyset og Elvis’ musikere indtager scenen.
Han har et større band med sig, blæsere, masser af rytmik, fire sangere og forskellige elektriske og elektroniske instrumenter.

Ticket from the Elvis Crespo concert, october 2003

Måske er Elvis opkaldt efter sin berømte navnefælle, men denne Elvis bærer efternavnet Crespo og tilhører en yngre årgang.
Elvis Crespo har en officiel fanclub og på dennes hjemmeside kan man læse at han er født d. 30. Juli, 1971 i New York, at han i en alder af 6 år flyttede tilbage til Puerto Rico sammen med sin mor. Her tilbragte han resten af sin barndom i en landsby med navnet Guaynabo.
Som 17 årig kom han med i Willie Berrios orkester, og spillede senere med i andre bands, bl.a. Tono Rosario’s merengue band. Han afbrød et studie ved universitetet efter et tilbud om at blive sanger i Grupomania og var med i denne gruppe i tre år inden han påbegyndte sin solokarrierre med eget band.
Som solist har han haft flere internationale merengue hits i hos Sony music og er idag bosat i New York.
Hvis man har været på et Salsatek i København inden for senere år har man formentlig også danset – eller i det mindste lyttet(!) – til nogle af dem adskillige gange, numre som f.eks. Píntame og Suavemente. Han nyeste CD Urbano kom på markedet i 2002.
I et interview med avisen Prensa Libre fortæller han at han på Urbano har eksperimenteret med at fusionere engelsk og latinsk musik. Med brug at elektrisk guitar, trommesæt og samarbejde med en Puerto Ricansk rapper.
Men han peger samtidig på at det er vigtigt at holde fast i sine musikalske rødder, også selvom han opfatter sig selv som en multinational snarere end regional musiker.
Elvis og hans gruppe arbejder i øjeblikket i de indledende faser på en efterfølger til Urbano.
Og ambitionerne fejler ikke noget. Blandt arbejdsprojekterne pt. er – stadig i følge interviewet – et værk med titlen : “La verdadera historia de Pedro Navaja”.
Elvis kommer på scenen efter hans musikere har leveret en lille ouverture. Han er klædt i hvidt. Hvid jakke og hvide bukser der står godt til hans lange sorte hår. Og han er vist en lækker fyr.
Den kvindelige del af publikum hviner i al fald.
Egentlig havde jeg iøvrig troet han havde bud til et yngre kvindeligt publikum end aftenens lader til at være. Fra min plads kan jeg idet mindste få øje på adskillige kvinder blandt de knap 3000 tilhørere, som er jævnaldrende, ikke med Elvis, men formentlig snarere med hans mor.
Elvis er på scenen omgivet af to af de mandlige sangere, som udfører koregraferede dansetrin når de ikke lige synger. Ind i mellem danser Elvis med. På et tidspunkt tager han turen henover scenen med mikrofonstativet slæbende efter sig mellem benene, mens han laver rytmiske bevægelser med underlivet.
Det vækker en vis jubel selv blandt et bornert Guatemaltekisk publikum.
De to øvrige sangere, en mand og en kvinde leverer en ekstra dimension til musikken med noget der lyder som klassisk skolede sangstemmer. Dvs. når deres stemmer trænger igennem.
Lyden er høj, men elendig, rumler frem og tilbage mellem betonvæggene i Tikal Futura. Jeg er glad for at jeg huskede at tage ørepropper med.
De to tidligere nævnte hits Píntame og Suavemente er selvfølgelig med i aftenens repertoire sammen med bl.a. et Celia Cruz potpourri.
Den afdøede New York salsa diva hyldes med versioner af bl.a. hendes seneste hit La negra tiene tumbao og Carneval. Det virker som pligtstof og står ikke distancen. Eller måske har jeg bare hørt Carneval for mange gange både i Celia Cruz version, og La Negra… lyder i al fald mere overbevisende i divaens egen udgave, som vi netop er blevet underholdt med i videoversion på storskærmene i ventetiden mellem opvarmningsbandet og aftenens hovedattraktion, Elvis selv.
Elvis merengue fungerer langt bedre og apellerer ind i mellem til danselysten.
Men i længden bliver det monotont. De to sangere der gentager de samme koreograferede dansetrin til samtlige numre med stive machoagtige bevægelser. De mange numre der lyder ens og har en identisk opbygning med de samme korte koncise korelementer.
Da bandet sidst på aftenen stemmer i med Suavemente er jeg i tvivl. Har jeg ikke allerede hørt det nummer en gang tidligere, eller var det bare et der lignede?
Nå ja, tilsyneladende kan Elvis slippe afsted med at spille det samme nummer i al evighed og indrømmet: det fungerer fint på et dansested mellem alt det andet musik, men flere timer i træk…?
Vi forlader betonen ved halv tolv tiden om aftenen, mens bandet er i gang med deres sidste nummer.
Udenfor på trappen ned til parkeringskælderen bestormes vi af en snavset formentlig seks-syvårig pige og hendes yngre bror der udnytter den sene aftentime til tiggeri. Forhåbentlig får de udbytte af aftenen…

Skriv kommentar -

Poster der ligner : dans og musik - - - - -

Indrykket : 17. oktober 2003 - (Læst 582 gange)

*

Skriv en kommentar

om

Rejseblog - Breve, postkort, dagbogsnoter

"The future is already here. It's just unevenly distributed." W. Gibson

cookies

Rejseblog anvender både 1. parts- og 3. parts cookies. Besøg på Rejseblog forudsætter at du er indforstået med anvendelsen af cookies.

Creative Commons Navngivelse - Ikke-kommerciel - Del på samme vilkår 2.5  Licens Rejseblog is powered by WordPress etc.

Valid XHTML, Valid CSS,

Rejseblog : http://www.bo-k.dk/rejseblog/index.php